25-øre 1910 fra Thule, Kap York

399,00

Køb en original 25-øre fra polarstation Kap York i topkvalitet.

Model/varenr.: 20743

I 1909 berejste den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen (1879-1933) den grønlandske vestkyst i Indenrigsministeriets navn. I 1910 rettede han henvendelse til den danske stat om oprettelse af en handelsstation ved Kap York. Den danske stat var dog ikke interesseret i projektet og Rasmussen oprettede stationen på egen regning. Stationen skulle sikre at det nordlige Grønland blev dansk område samt betjene omkring 300 eskimoer som fortrinsvis leverede pelsskind. Stationen fik navnet Thule, efter en ø i græsk mytologi. Øen skulle ligge langt mod nord ved verdens ende og være et lykkens sted.


Station Thule blev ledt af en komité bestående af ingeniør M. Ib Nyboe, grosserer Chr. Erichsen og lektor Chr. Rasmussen, Knud Rasmussens fader. I 1910 besluttede komiteen at udstede private mønter til brug på stationen. Peter Freuchen skrev følgende herom:
 
"Næste år lavede vi selv penge heroppe i Thule. Ingeniør Nyeboe tegnede dem og fik dem lavet af aluminium. Så kunne de selv [eskimoerne] lære at vurdere tingenes pris. For os var det en fordel. Da vi ikke havde ret mange penge, lavede vi dem bare. Det kostede kun 120 kroner at lave for 30.000 af aluminium. Der var huller i dem, så de kunne trækkes på en snor. Idéen med at lave penge tjente vi meget på og eskimoerne mere. Måske er det fra os, at så mange regeringer senere har taget den idé op at lave dem uden større værdier i metal eller dækning bagved!"
 
Handelsstationen blev i 1937 overtaget af den danske stat og lagt ind under Grønlands styrelsen. Dette varede dog kun indtil 1950, da Danmark tillod amerikanerne at etablere en lufthavn hvor handelsstationen lå. Thule Air Base blev færdigbygget i 1953. Basen skabte dog mange problemer for den danske stat. I 1954 blev der rejst et retskrav imod den danske stat fra ca. 30 familier som var blevet tvangsflyttet i forbindelse med opførelsen af basen. Yderligere i 1968 styrtede et amerikansk bombefly ned under indflyvning til basen. Flyet var bevæbnet med atomvåben og skabte voldsom debat om atomvåben herhjemme.

Ved bestilling modtager du en 25-øre fra 1910 som blev anvendt ved handelsstationen Thule i det nordlige Grønland for den lave pris på 399,- kr. Mønten leveres i en eksemplarisk kvalitet 01-0. Mønten måler 20,5 mm i diameter og er slået i aluminium.

spacer