Knud Den Store, Penning, England

6.456,00

Mønten er slået i England under Knud Den Store. Mønten er slået under den legendariske vikingekonge Knud den Store, der var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-35. Mønten er fra et tidspunkt, hvor Danmark var en stormagt som hærgede fra Skotland til Middelhavet, og hele Europa skælvede ved tanken om, at de danske vikinger kom på ”besøg”.

Model/varenr.: 19017

Mønten er en sølvmønt på ca. 1 g. og den har en diameter på 18 mm., Forsiden af mønten viser et portræt af kongen, mens bagsiden viser en variation af et kors. Vi tilbyder denne smukke mønt i en kvalitet 1-1+ eller bedre.

 

Knud Den Store regnes som en af de største konger i Danmarkshistorien, da han først undertvang sig England, dernæst arvede Danmark og til sidst også vandt Norge. Han regerede dermed det største danske rige nogensinde. Norge regeredes inden Knud af kong Olaf den Hellige. Han arbejdede ivrigt for kristendommen og brugte voldsomme midler for dens indførelse. Det skabte Olaf mange fjender, og de norske stormænd kontaktede derfor kong Knud, som opholdt sig i England. Det gjorde Olaf urolig og sammen med den svenske konge Anund Jakob, som også frygtede Knud, dannede de et militært forbund og angreb Danmark i 1027.

 

Det var Knuds søsters mand Ulf Jarl som styrede landet som rigsforstander, mens Knud var i England. Efter angrebet, mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik en anden konge at samles om og udråbte straks Knud og Emmas søn Hardeknud til konge. Så snart Knud fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, som Ulf Jarl havde foretaget, men nu gjaldt det først og fremmest om at fordrive fjenden. Det lykkes da også hurtigt at fordrive Olaf over Sjælland og til Skåne, og det kom til et søslag ved Helgeå's udløb i Østersøen. I starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf der kom med den del af flåden, som var stationeret i Danmark. Der kom ikke nogen egentlig sejrherre ud af slaget, men danskernes fjender flygtede og en dristig plan om at erobre Danmark var afværget.

 

Knud og Ulf var herefter ikke særlig gode venner, og helt galt gik det, da de efter at have tilbragt vinteren sammen, kom op og skændes over et skakspil. Efter Ulf havde væltet brættet og gik mod udgangen, råbte kongen efter ham "Flyr du nu, du rædde Ulf?", Ulf vendte sig om i døren og svarede "Længere vilde du være flygtet ved Helgeaa, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde Ulf, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket eder som hunde!". Dette gjorde imidlertid ikke kongens had mindre, og næste morgen bad han en skosvend om at gå hen og dræbe Ulf. Denne kom tilbage uden at have gjort Ulf noget, da Ulf havde søgt tilflugt i Trefoldighedskirken. Skosvenden ville ikke gå ind og slå ham ihjel i kirken. Det lod Knud sig ikke slå ud af, og befalede i stedet nordmanden Iver Hvid at gøre det, og han løb straks efter over i kirken, hvor han ved koret fandt Ulf og myrdede ham med sit sværd.

 

Knud var også stadig vred på den norske kong Olaf, da han havde været ansvarlig for angrebet mod Danmark. Derfor sejlede Knud med sin flåde på op imod 1500 skibe til Norge i 1028 for at erobre landet. Denne flåde kunne han godt have været foruden, for da han kom til Norge blev han hyldet som norsk konge af folket og brugte ikke magtanvendelse; Olav flygtede til Rusland men døde to år efter i Slaget ved Stiklestad, da han ville generobre Norge. Knud dannede en alliance med den norske Ladejarl, og indsatte sin mindreårige søn Svend og hans mor Ælfgifu, Knuds tidligere frille, som regenter.

 

De fleste kender sikkert historien om kongen, der satte sig i vandkanten og forbød bølgerne at skylle over hans fødder, men mange misforstår historien og tror, at den skal illustrere kongens selvglæde eller ligefrem vanvid. I virkeligheden fortælles det (med eller uden historisk baggrund), at Knud den Store ville vise sine smiskende hoffolk, at kun én, nemlig Gud, er almægtig, og selv ikke den mægtigste konge kan byde over elementerne. Historien er muligvis ren kirkelig propaganda.

 

Knud den Store døde i Shaftesbury i 1035. Ifølge samtidige kilder var han "fyrre år gammel". Hans tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over tre riger, Norge, Danmark og England.